| | | Historie |  |
Divisionsforeningen, egl. Foreningen af Divisionsklubber i Danmark, blev stiftet i 1969 som Foreningen af 1. divisionsklubber, medlem af Dansk Boldspil Union, DBU. Foreningens formål var at formidle et direkte samarbejde mellem eliteklubberne, i første omgang isoleret til den bedste række, og at varetage fælles interesser i en dengang 100 % amatørbaseret elite.
Stiftelsen af Divisionsforeningen var også et modstykke til bredden i dansk fodbold, repræsenteret ved lokalunionerne (FLU), der havde stor indflydelse i DBU. I 1970 blev klubberne i 2. division optaget i Divisionsforeningen og fra 1971 også 3. divisionsklubberne.
Monopolet brydes
Op gennem 70'erne var der ivrige drøftelser og pres fra flere klubber for at få tilladt mere professionelle tilstande i dansk fodbold, ikke mindst under indtrykket af den massive spillerflugt, der tog sin begyndelse i midten af 60'erne og accelererede i de følgende år, hvor nye spillermarkeder åbnede, bl.a. i USA, og dansk fodbold sakkede agterud med svigtende resultater og dalende tilskuertal.
Der blev på foranledning heraf tilladt brug af professionelle spillere på landsholdet fra 1970 og i klubfodbolden gav DBU efter pres tøvende lov til den såkaldte præmiecheckordning, hvor de bedste spillere kunne få en beskeden aflønning, udmålt i deres klubbers succes med points og tilskuertal.
Fra 1978 og de følgende år skete der for alvor et skred i udviklingen af dansk fodbold. Under truslen om oprettelsen af en piratliga (Harald Nielsen og Helge Sanders ide) åbnede DBU forsigtigt for de første egentlige kontrakter i dansk klubfodbold, og landsholdet rykkede ind i en ny tid med ansættelsen af en fuldtidstræner (Sepp Piontek) og dermed introduktionen af en suveræn landstræner, der ikke var afhængig af en udtagelseskomites dispositioner.
Nye tider i 80'erne
Klubberne tog de nye tider til sig og mange klubber prøvede i de år, om isen (økonomien) kunne bære - ofte med hjælp af fodboldglade enkeltpersoner, der stillede kapital til rådighed for de ambitiøse klubber og dermed rykkede rundt i det kendte hierarki. DBUs monopol på dansk fodbold blev for alvor udfordret og nye markante fodboldledere fra klubberne brugte bl.a. Divisionsforeningen som løftestang for deres tanker om dansk fodbolds fremtid.
I 1981 blev Divisionsforeningen medlem af DBU og i 1986 repræsenteret i DBUs forretningsudvalg, hvor den fik tildelt den ene af de to næstformandsposter.
Divisionsforeningen blev i de år for alvor en kamporganisation, der tog opgøret med de mere konservative tankegange i DBU op gennem 80'erne, hvor også den første danske fuldtidsprofessionelle klub (Brøndby IF) så dagens lys. Videre gennem 90'erne og ind i det nye århundrede blev fronterne trukket op - især mellem bredden og de nye 'klubgazeller' i dansk fodbold, der sidst i 80'erne vandt gehør for en skærpet turneringsform med færre klubber koncentreret i toppen og fødslen af en succes - den danske Superliga fra 1991.
Topklubberne pressede hårdt på for at få plads til deres ideer og ambitioner og skabte dermed nye skel mellem de førende klubber i Superligaen og de mere breddeorienterede klubber i de lavere divisioner. Nye økonomiske muligheder opstod også med bruddet på et andet langvarigt monopol.
Mange penge
Danmarks Radio, der gennem mange år fik dansk fodbold leveret gratis, både landshold og klubhold, fik konkurrence fra nye tv stationer, bl.a. TV2, der ville skabe nye seermagneter med fodboldudsendelser, der brugte den større sendeflade til at udvikle nye koncepter for sportsformidling. De nye spillere på mediemarkedet bød ind på og fik (ene)rettighederne til vise målshow fra rundens kampe i den bedste sendetid og satte nye standarder for prisen for de rettigheder. Millionerne rullede til gavn for klubbernes kasser, men udløste også en strid om, hvordan pengene skulle fordeles mellem klubberne - mellem alle medlemmer eller fortrinsvis mellem de bedst eksponerede.
Der skete en afsmitning af den stigende konkurrence, der viste sig i uro på de indre linjer i Divisionsforeningen. Her blev der både kæmpet med DBU om øget indflydelse og kæmpet for at holde sammen på tropperne. Internt opstod der et større skel mellem de stærkeste og bedst tjenende Superligaklubber og klubberne i 1. og 2. division, der også gerne ville have del i de mange penge, der flød i dansk topfodbold.
Det var et presserende spørgsmål om at holde sammen på tropperne for både at sikre en tilstrækkelig stor pressionsgruppe overfor bl.a. DBU og samtidig finde en passende landing mellem solidarisk deling og belønning af af klublokomotiverne, der både skulle begå sig på den internationale scene og udvikle nye landsholdsspillere.
En ny struktur kom på plads
En ny aktør i form af Spillerforeningen gjorde sig også mere og mere gældende. Det mundede ud i en overenskomst mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen, som var gældende for alle danske professionelle fodboldspillere. I første halvdel af 00'erne gik bølgerne højt og der skulle også en (dog kortvarig) spillerstrejke til i 2004, inden klubberne og interesseorganisationerne blev bedre til at lytte til hinanden. Således blev skitsen til et fodboldarbejdsmarked med trepartsforhandlinger (DBU, Divisionsforeningen og Spillerforeningen) og overenskomster efterhånden formaliseret - som kendt fra det omkringliggende samfund.
Divisionsforeningens mål er også et udvikle sig som et kompetent serviceled over for klubberne og skabe en organisation, der er rustet til at skabe og gennemføre nye initiativer og aftalekomplekser - medieaftaler, forsikringsaftaler, nationale transferregler, licensaftaler, turneringsafvikling mv. - til gavn for medlemsklubberne.
|
|